Og med hensyn til døden i Venedig

Som de fleste ved er døden og Venezia tæt forbundet. Gustav von Aschenbach der ikke helt uforvarende døde med udsigten til ungt kød, Wagner der døde i et fugtigt bypalads ved Canal Grande og de deraf affødte La ligubre gondola af Liszt og den deraf affødte Sorgegodolen af Tranströmer (og ja ja, jeg ved godt at affødelsesmetaforikken ikke er passende i en tekst om død, men hva faen, jeg er sgu da bachtinianer på et eller andet sæt) og så videre og så videre.

Så selvfølgeligt ligger Mandens ynglingsgrav i Venezia. Man lod Canova begrave i byen, i et gravmæle hugget af hans elever, del for del med klare markeringer af elevernes individuelle stile, ikke et fantastisk stykke marmorhuggekunst, men som helhed et fantastisk gravmæle.

I resten af verden regnes Canova som stenhuggerkunstens kronede konge i 1800-tallet (kun herhjemme forestiller vi os at Thorvalsen havde titlen). Og derinde i Frari-kirken ligger den store trekant med sorgoptog og sørgende løve og yngling med slukket fakkel og hele molevitten. Alting overgjort men overgjort i en stramhed der får Manden til at begejstres hver gang han står foran. Engang gør han det, hopper op, kravler op, maser sig foran kvinden der bringer urnen frem mod graven, glider ind af den åbne dør og hilser på ham derinde.

Byen bærer overalt tegn på sin egen død, men det er en død der rummer en omvendthed der gør den langt sjovere og mere ufangelig end hvis den blot var undergangsstemning straight up.

Et eksempel ses ovenfor hvor en murs forvitring viser sig som en omvendt forvitring. Normalt er det bindemidlet, cementen der forvitre mens teglstenene står urørte af tiden og vejret og sliddet og sagerne, men her er murstenene ved at forsvinde mens cementen forbliver som et ikke-nedbrydeligt skelet.

Selv den næsten overbeskyttede Boy with a Frog er ramt. Sikkerhedsvagt og skudsikker glaskasse kan ikke holde forgængeligheden på afstand. Og er det samme ikke tilfældet med Pinaults Punta della Dogana og Palazzo Grazzi? Gigantsamlingen af 00’er-hovedværker virker på en måde slidte og trætte. Kun Cy Twomblys soldyrkelser virker upåvirket af byen, men Twombly er gufanden da heller ikke en 00’er-fugl.

Men al det om samtidskunsten (eller 00’er-kunsten som det nu retteligt er) er en digression fra emnet – Venezia og døden.

Og hvad er der tilbage at sig om den og den?

Ikke så meget mere lige nu.

Ikke andet end: Synk, for satan, synk.